Hvem boede her før os ?

Det forsker vi i....følger snarest.

Indtil da en historie om Korporalskroen:

GODAFTENKROEN OG KORPORALSKROEN.

Johannes Hermann Wessel gik gerne på kro, han kunne ikke lade være, og han ligefrem skiltede med det. Nu boede han i København, og har så vidt vides ikke været på Karlstrup Strand, hvor den daværende landevejskro, Korporalskroen var beliggende.

Tidligere var navnet Godaftenkroen. Den store kro lå i 1700-tallet på marken nord for Cementvejens rundkørsel på landevejen, hvor Solrød kommune nu bebygger Jernvejsgårdens marker.

Jo, Wessel ku’ godt nok ha’ hygget sig. Her kom nemlig vejfarende, kvægdrivere, soldater, godtfolk og bønder, og dem der var værre - til fods, til hest eller med vogne. Mellem København og Køge var der kun den vej, der ved århundreders trafik var slidt gennem de øde sandmarker langs stranden, som kaldtes Jernen.

Det blev til mange par hjulspor, der krydsede frem og tilbage mellem hinanden på strækningen til København. Hovedstaden var en storby med behov for alskens varer. Her kunne landbefolkningen selv i stor afstand til byen være med til at forsyne københavnerne og kongens hof med de nødvendige naturalier som brænde, kvæg, fjerkræ, korn, kalk og tømmer.

Det gik ikke hurtigt i de dybe hjulspor. Mange vadesteder over bække og åer måtte forceres, og det gjorde heller ikke rejsen lettere. Ligesom i vore dage måtte trafikanterne have de nødvendige rastepladser til ”Hvile og Vederkvægelse”, som det hed sig i en gammel rejsebeskrivelse fra 1696. At rejse 4 mil i et køreværk er vel meget, påstår samme beskrivelse. Det var derfor hensigtsmæssigt, at man hver anden mil ”støder på et Bedested”. Og for at undgå religiøse misforståelser hos nutidens læsere: Det var ikke for at bede, men for at forsyne sine dyr med vand og foder. Og så skulle folkene selv have lidt til at styrke sig på. En slags ”kulturcenter” ville folk svinge sig op til at kalde det i dag.

Bestemt malerisk, men det var bestemt ikke nogen søndagsskole at drive krohold. Krofolkene måtte være af den robuste slags. Det viser en omtale af kromand Simon Michelsøn i begyndelsen af 1700-tallet. Den lette adgang til alkoholiske drikke havde gjort ham drikfældig. Og i dét humør bankede han sin kone, selv om det vel ikke var ualmindeligt på de tider. Men alligevel. Hans omdømme og brovtende adfærd faldt mange for brystet. En gang til et barselsgilde havde han især provokeret præsten ved at udtale sig om andre landes religiøse tro. Han mente, at katolikker og tyrkere kunne være lige så gode mennesker, som de danske lutheranere. Set med vore dages målestok viste han udpræget multietnisk forståelse. Og for at undgå misforståelser blandt gæsterne udtalte han sig højlydt om, at franskmænd, afrikanere og andre folkeslag for den sags skyld også kunne komme i himlen. Han ville så gerne være kromand for dem, der skulle den hurtige vej til Helvede, for det var vist mange mennesker, mente han.

Ja, han var vel lidt af en menneskekender, den gode kromand. Til præsten sagde den ret snaldrede kroejer, at han selv var lige så god en mand som præsten. Når præsten fik kjolen taget af, så var han bare en bonde, som alle de andre. Nå, men da kroejeren en anden god gang vilde til alters, måtte den udfarende kromand først en tur i vridemaskinen. Præsten indskærpede ham hans forargelige adfærd, og Simon måtte på knæ og love bod og bedring. Præsten var ikke naiv, og i embedsbogen skrev han med sirlig skrift, at ”han blev dog nok ikke synderlig bedre”. Nej så sandelig ikke. Da hans hustru Maren døde, indgik han hurtigt i den hellige ægtestand med Sidsel. Men Guds straf ventede. Naturligt nok. Nogle år senere døde Sidsel og et par dage efter også kromanden. Kromanden døde af en smitsom sygdom, der rasede i København. Han havde dog klaret skærene længe og blev trods alt 76 år. Det var Pesten, der også bortrev halvdelen af byens befolkning.

En dag i 1719 kørte Vallø Postkusk som sædvanlig ind om Korporalskroen. Han blev umiddelbart efter overfaldet af en bonde fra Karlstrup. Bonden trak ham ned af vognen, og tampede ham med en høtyv, og trampede grundigt på ham. Gammelkjøgegaards Birketing takserede volden til en bøde på 100 rigsdaler. En betydelig økonomisk straf for en fæstebonde, der formodentlig selv havde været ude om det.

Krodriften gjaldt kun for de vejfarende, og med tidens sans for formynderi forsøgtes med vekslende held at hindre lokale bønder at gå på kro og drikke sig fra sans og samling og fæstegård. Meget præventivt.

Den svenske Grev Meyerfelt kom som ejer af Gammelkjøgegaard til at renovere kroen. Den 30. august 1736 imødekom kongen hans ansøgning om at ”lade brygge Øl og brænde det Brændevin, som i Huset kan skænkes og udtappes”.

Af Kjeld Ejdorf